Mødet med den bariatriske patient

Mødet med den bariatriske patient

Mødet med den svært overvægtige kan være vanskeligt for mange sundhedsprofessionelle. Manglende erfaring og viden på området lader nemlig vores personlige fordomme påvirke relationen med den bariatriske patient.

11. juni 2019

Af: Ergoterapeut, Pia Beck

Igennem mit arbejde som ergoterapeut siden 2003, og via bestyrelses- og rådsarbejde, har jeg efterhånden samlet ganske mange erfaringer med pleje og håndtering af den bariatriske borger. Når jeg i denne forbindelse har været ude at undervise i bariatri og forflytning af svært overvægtige, har jeg oplevet, at mødet med den svært overvægtige borger i mange situationer kan udfordre de sundhedsprofessionelles fordomme og på den måde sætte fagligheden på spil.

For at imødekomme denne udfordring, giver jeg dig mine bedste råd til arbejdet med den bariatriske borger i artiklen her.

Vi tager fordommene med

En af årsagerne til, at mødet med den bariatriske borger eller patient kan blive svært, er, at vi som sundhedsprofessionelle kan komme til at tage vores personlige fordomme med ind i relationen med den bariatriske borger.

Her trænger vores menneskelige nysgerrighed sig på med spørgsmål såsom; Er de kede af at se ud som de gør? Hvorfor er de ikke stoppet med at spise? Hvordan er det gået så galt? Har den svært overvægtige et aktivt sexliv?

Alle disse spørgsmål opstår som regel ud af en manglende viden, og dermed en manglende forståelse for borgerens situation, samt det faktum at svær overvægt fortsat er et tabu og bliver betragtet som socialt uacceptabelt i vores kultur. Men ikke desto mindre udfordrer de bariatriske borgere ofte vores faglighed og professionalisme.

Og selvom vi ikke stiller spørgsmålene, så kan vores ansigtsudtryk, kropssprog og ordvalg alligevel blive påvirkede af disse personlige fordomme.

Manglende motivation

En undersøgelse fra 2018 blandt praktiserende læger viste, ”…at lægerne lettere forbinder personer med svær overvægt med ord, der signalerer dovenskab og manglende motivation, end med ord, som signalerer de modsatte karaktertræk.”

Selvom samme undersøgelse viste, at de svært overvægtige fik en lige så god behandling som andre patienter, kan denne holdning ikke andet end at gå udover relationen mellem patient og sundhedsprofessionel. Det samme gør sig gældende på tværs af de sundhedsfaglige fag.

Samtidigt oplever det sundhedsfaglige personale også, at deres opgaver bliver sværere at løse. Der mangler ressourcer til de tunge løft, der skal bruges flere kræfter på at flytte væv for at kunne komme til, og der kan være ubehagelige kropslugte. Det kan føre til frustration og manglende motivation for arbejdet med den bariatriske patient, og det bliver svært at undgå, at lade denne frustration gå udover relationen til patienten.

En kompleks lidelse

Som sundhedsprofessionel arbejder vi med en forskningsbaseret og professionsrettet viden, som er erhvervet gennem sundhedsvidenskab, naturvidenskab samt humanvidenskab. Men mængden af empirisk og klinisk viden om denne gruppe borgere, er stadig sparsom. Viden om at kunne håndtere, kommunikere, behandle og rehabilitere og ikke mindst om, hvilke følgelidelser der kan opstå som følge af svær overvægt.

Samtidigt mangler mange sundhedsprofessionelle simpelthen erfaring med at arbejde med bariatriske patienter. For selvom antallet af svært overvægtige er stigende, er det endnu ikke alle sundhedsprofessionelle, der har arbejdet med patientgruppen, eller har måske kun har gjort det ganske få gange.

Dermed opbygges der heller ikke en rutine i arbejdet, og de gode refleksioner over spørgsmål som; har jeg de rette hjælpemidler til at udføre opgaven, hvilket udstyr skal jeg have med ind på stuen til den opgave jeg skal udføre, hvilke ord skal jeg bruge, når jeg snakker om patientens vægt o.lign. udebliver.

For at imødekomme nogle af disse udfordringer og tvivlsspørgsmål, der kan være, når du skal arbejde med en bariatrisk borger, er det vigtigt med en god forberedelse, der kan hjælpe dig med at tilsidesætte dine fordomme og gøre plads til den faglige relation.

Mine bedste råd til mødet med bariatriske borgere

Igennem min tid som underviser i ergonomi og bariatri har jeg samlet gode erfaringer med mødet med den bariatriske patient. Derfor giver jeg dig her mine bedste råd til, hvordan du forholder dig, hvis du er uvant med at varetage plejeopgaver af den bariatriske patient:

  • Hold øjenkontakten – kig på mennesket
  • Spørg patienten hvad de kan selv – ofte kan bariatriske mennesker mere, end man tror, da deres krop med tiden finder særegne måder at bevæge sig på
  • Vid, at der kan være mange årsager til svær overvægt, og at det ikke er patientens egen skyld – de kan ikke bare stoppe med at spise
  • Forbered dig grundigt på den opgave du skal løse, så patienten ikke oplever dig som uforberedt eller tøvende
  • Hav de rette hjælpemidler til rådighed – der bør altid være et elektronisk vendesystem, når du skal forflytte en svært overvægtig borger eller patient

 


 

 

Har I brug for inspiration og vejledning til arbejdet med bariatriske personer?

Så bestil vores undervisningskonsulent, Pia Beck, til en skræddersyet temadag hos jer!
Skriv til Pia via formularen herunder.